Mig & min moster

Klimakrisens dilemmaer: set fra to forskellige generationer

Klimakrisen er uoverskuelig og skræmmende, men den kalder på, at vi gør noget. Mig & min moster giver dig en kur mod afmagt og et skud positiv energi til at slippe kreativiteten løs.

Kom med til en samtale mellem to generationer, der har hver deres udgangspunkt for at håndtere de dilemmaer, som klimakrisen stiller os mennesker overfor.

Hør, hvordan Marcus Feldthus og hans moster Hanne Feldthus, har undersøgt deres familiehistorie, personlige livsstil og kriser for at finde ud af, hvad der egentlig får dem til at trives, og bliv afklaret med, hvad der tæller i dit eget liv.

Bliv klogere på, hvordan vores værdier og forestillinger om det gode liv har udviklet sig over tid, og hvordan vi som borgere gang på gang har løst samfundsproblemer lokalt, hvorefter politikerne senere har overtaget de gode ideer.

Om Hanne og Marcus

Hanne Feldthus er en anerkendt brandingekspert og har stået bag markante kampagner som Polle fra Snave, Jørgen fra Kims, Scandlines Måger og Toyotas værkstedshumor. Hun blev voksen sammen med Yuppierne, der gjorde forbrug og jagten på statussymboler til det centrale i livet. Det gik hun ned med stress over. I dag arbejder hun for bæredygtighed.

Nevøen blev voksen sammen med klimakrisen og har valgt en livsstil, der er bedre for ham selv og for verden. Han er godt nok gået i sin mosters fodspor og har grundlagt sit eget reklamebureau, men har fokus på at hjælpe bæredygtige virksomheder med at markedsføre grønne produkter.

De er begge uddannet cand.merc. på CBS og har et indgående kendskab til, hvad der foregår bag den glitrede reklameoverflade, og hvad der får os til at købe, smide væk og købe nyt.